Økologi på Bornholm > Artikler > Økoturisme på Bornholm

Økoturisme på Bornholm

Af Peter Andreas Harteg

År 2002 var FNs internationale år for økoturisme, men her syv år senere er økoturismen på Bornholm svær at få øje på.

Økoturisme på Bornholm handler ikke kun om, at vi her på øen skal have noget økologi at byde på.

International Ecotourism Society's definition på begrebet er: "Økoturisme er at rejse med ansvarlighed i naturområder, hvor miljøet beskyttes og den lokale befolknings velbefindende understøttes." (læs mere på www.ecotourism.org)

Økoturisme på Bornholm handler også om, at turisterne skal tage ansvar for miljøet, når de er på ferie på øen. Turisterne kan f.eks. efterspørge lokalt producerede økologiske varer og sikre sig, at deres overnatningssted tager hensyn til miljøet. For at turisterne kan tage deres ansvar for miljøet, er det vigtigt, at turisterhvervet synliggør mulighederne.

Alene når man tager flyveren eller hurtigfærgen til Bornholm, bruger man som turist en stor del af sin globale energikvote. Der er derfor god grund til at rette op på miljøregnskabet under selve opholdet på øen.

Det er muligt at købe lokalt produceret økologisk oksekød på Bornholm, men her er slet ikke nogen økologiske svineproducenter. Derimod er koncentrationen af svin i det konventionelle landbrug den største i Danmark. Her slagtes mere end 400.000 svin årligt. Til sammenligning besøges øen af lidt over 600.000 turister om året. 56% af øen er landbrugsareal, heraf er kun ca. 2,5% økologisk. Egentlig natur udgør kun ca. 28% af Bornholms areal.

Med den massive satsning på konventionelt landbrug, og især konventionel svineproduktion, er der hårde odds for markedsføring af Bornholm som en grøn destination. En øget efterspørgsel på lokalt producerede økologiske produkter fra øens turisterhverv kan være med til at sætte skub i en omlægning af det bornholmske landbrug til økologisk drift.

Der er ganske få hoteller på øen, der profilerer sig på økologi. Den lille oase Gadeby Skole i Østermarie serverer vegetariske menuer af friske, bornholmske og overvejende økologiske produkter fra lokale avlere. Det er et lille sted med kun to dobbeltværelser og en ferielejlighed og kun to måneders åbningstid.

To firestjernede hoteller, Hotel Siemsens Gaard i Svaneke og Dueodde Badehotel, har "Den Grønne Nøgle", som udover en masse energi- og miljøkrav indebærer, at minimum 5% af de indkøbte fødevarer skal være økologiske. En del af øens fler-stjernede hoteller har tidligere været tilmeldt denne ordning, men har af forskellige årsager valgt den fra. Hotel Fredensborg & Griffen i Rønne lever op til Radisson SAS' "Responsible Business" koncept, som man mener er bedre end "Den Grønne Nøgle".

Endvidere er der ferielejligheder i den økologiske frugtplantage ved Bæla nord for Hasle og feriehuse samt teltplads på den økologiske gård Åhave ved Gudhjem. Her er dog ikke nogen nævneværdig produktion af økologiske produkter.

Der er helt klart en interesse indenfor turistsektoren på Bornholm for at vise hensyn til miljøet, så længe der også er en økonomisk gevinst, f.eks. med hensyn til at spare på energien og vask af håndklæder. Men ud over den generelle samfundsudvikling, hvor vi alle sammen er blevet mere bevidst om, at vi skal vise hensyn til miljøet og naturen - og helst købe lokalt producerede varer, hvis det er muligt - udvises der ikke den store interesse for at bakke op om omlægning til økologi på Bornholm.

Bornholm har en lille håndfuld økologiske fødevareproducenter, ganske få producenter af kosmetiske produkter og enkelte små økologiske udsalgssteder og forretninger jævnt fordelt ud over øen. Mange af dem er kendetegnet ved at være små og eksklusive eller have den økologiske produktion ved siden af konventionelle varer.

En af de mest økologiske oplevelser, der venter de fleste turister på Bornholm, er en økologisk is fra Boisen i Snogebæk. Men det er måske ikke så ringe endda. Det gamle ordsprog siger jo, at vejen til hjertet går gennem maven.

Synspunkter i denne artikel er alene et udtryk for forfatterens holdning. Artiklen er produceret med støtte fra:

Bornholms Brand

Destination Bornholm

Alle rettigheder tilhører forfatteren, og indholdet eller dele af indholdet af denne side må ikke kopieres eller publiceres i noget andet medie uden indehaverens tilladelse. Artiklen er bragt som synspunkt i Bornholms Tidende den 16. februar 2008.